Farvel til projekt Uopdaget Synstab
Tre års projektsamarbejde blev afsluttet med et symposium i København d. 28. november.
Her mødtes partnere og interessenter for at med udgangspunkt i resultater og erfaring fra projektet, at diskutere hvordan synet kan bevares længere blandt ældre borgere.
Symposium markerer afslutningen på tre års projektarbejde
Det afsluttende symposium i projekt Uopdaget Synstab samlede forskere, praktikere, samarbejdspartnere og interessenter fra Danmark, Sverige og Norge for at runde tre års samarbejde af. Dagen satte fokus på de vigtige indsigter fra projektet og på den fælles ambition, som projektet er udsprunget af, om at styrke den tidlige opsporing af synstab hos ældre.
DGI byen i København, Danmark dannede rammerne for dagen, hvor de tætte program bød på resultater fra opsporingen af uopdaget synstab blandt ældre, der enten besøger en vårdcentral i Halmstad, Sverige, modtager hjemmehjælp i en kommune i Danmark, eller besøger optikeren i Danmark og Sverige. Stemningen var fuld af taknemmelighed over det gode samarbejde partnerne imellem, og ønsker om at fortsætte samarbejdet engang i fremtiden. Symposiumdagen fungerede nemlig samtidig som markeringen af, at projektet officielt er afsluttet, og at resultater og anbefalinger nu begynder at blive omsat i praksis.
Indsigter fra forskningen
En stor del af projektet har været at afprøve flere forskellige opsporingsstrategier, for at teste omstændighederne og den teknologi, der skal anvendes til at gøre opsporing udenfor hospitalerne muligt. Oplæg fra projektdeltagerne viste, at det kan lade sig gøre at flytte opsporingen ud til sundhedshuse eller ligefrem helt ind i borgerens hjem. Blandt de borgere, som har deltaget i projektet, er der gjort fund i en stor spændvidde, fra almindelige aldersrelaterede øjensygdomme til tilstande, der krævede og fik videre behandling. Alle fund som er gjort på henholdsvis vårdcentralen og hjemme hos borgeren, kan reproduceres, når borgeren efterfølgende er undersøgt hos en øjenlæge, og det er positivt for det betyder at teknologien er god nok til at kunne flytte øjensundheden tættere på borgeren.
Et centralt tema på symposiet var forståelsen af, hvorfor så mange ældre lever med et uopdaget nedsat syn, og samtidig ikke har kontakt til sundhedsvæsenet eller benytter, de tilbud, som der er til synstab som fx optikere. Det har en stor betydning at synstab ofte kommer snigende og kun gradvist bliver værre, og mange borgere opsøger ikke hjælp, fordi synet opleves som “godt nok” og at et dårligere syn, må forventes i forbindelse med alderdommen. Som en deltager i projektet udtrykte det “Der er jo ikke noget problem før der opdages et problem”.
Flere cases illustrerede, hvordan mennesker bruger hverdagsstrategier og navigerer ud fra hukommelse og rutiner, hvilket kan skjule synstab i lang tid. Samtidig er oplevelsen af synet subjektiv, og andre helbredsmæssige eller sociale udfordringer kommer til at fylde mere i hverdagen, og synet nedprioriteres, fordi det ikke opleves som akut. Indsigterne peger samlet set på, at både biologiske fund og menneskers livssituation skal forstås i sammenhæng for at opsporingen kan styrkes.
Fra projekt til praksis
Flere af projektets resultater er allerede på vej i praksis. Högskolan i Halmstad integrerer resultater og viden fra projektet i uddannelsen af sygeplejersker og specialsygeplejersker, og SOSU-skolen i Nykøbing, Falster anvender materiale om øjensundhed i uddannelsen af SOSU-assistenter. I Region Halland, Sverige er der opstået konkret interesse for at afprøve synscreening som et fast tilbud til ældre i forbindelse med en helbredssamtale.
Flere af projektets forskningsresultater er endnu ikke udkommet, og de vil derfor løbende blive offentliggjort på hjemmesiden, også efter projektafslutningen.
Et stærkt samarbejde og et nyt hæfte der samler erfaringerne
Symposiet afsluttede et projekt, der har været kendetegnet ved et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder, institutioner og landegrænser. Projektgruppen rettede en stor tak til alle borgere, informanter, partnere og følgegrupper for deres bidrag, som har gjort det muligt at skabe ny viden om en målgruppe, der ofte betegnes som vanskelig at nå.
Som en del af afslutningen er et anbefalings- og erfaringshæfte nu offentliggjort. Hæftet samler projektets vigtigste indsigter og giver inspiration til fagpersoner, beslutningstagere og andre, der arbejder med ældre og øjensundhed. Materialet kan downloades her.