Uopdaget Synstab
Flere kan bevare et godt syn – også i alderdommen.
Mange ældre er ikke klar over, at forringelsen af deres syn kan skyldes øjensygdom. I mange tilfælde kan man få behandlet årsagerne til synstabet og bevare synet i længere tid. Det er fokus i projektet Uopdaget Synstab.
Når synet svigter, stiger risikoen for, at man falder eller skaber farlige situationer i trafikken. Når man ikke ser så godt længere, bliver man måske oftere hjemme, isolerer sig og deltager ikke i sociale aktiviteter. Når det er svært at komme ud ad døren på grund af svigtende syn, kan det være svært at komme til lægen.
Synet er afgørende for trivsel, helbred og uafhængighed i hverdagen.
I forsknings- og innovationsprojektet ”Uopdaget Synstab” er det formålet at identificere borgere over 75 år, der lever med nedsat syn, men som ikke selv opsøger undersøgelse og behandling.
Målet er, at flere bevarer et godt syn – også i alderdommen.
Borgere får undersøgt synet
Som led i projektet vil udvalgte borgere over 75 år blandt andet få målt deres syn og få taget billeder af nethinden med et øjenkamera. Forskere vil undersøge, om billeder og synstests kan bruges til at fange øjensygdomme og synstab i et tidligt stadie hos de ældre. Målingerne vil blive foretaget i borgeres eget hjem, hos optikeren eller i sundhedshuse.
Rettidig identifikation af synstab vil betyde, at flere får tidligere og bedre hjælp, og færre borgere lever med unødvendige konsekvenser af synstab. Tidlig behandling vil bidrage til større uafhængighed, øget trivsel og livskvalitet for ældre borgere.
I projektet udvikles eksisterende teknologi, der skal bidrage til tidligere opsporing og bedre prioritering af patienter, der har behov for øjenlægens hjælp.
Projektet er støttet af EU
Projektet er støttet af EU gennem det skandinaviske program for tværregional udvikling Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak og foregår i samarbejde mellem hospitaler, uddannelses- og forskningsinstitutioner, en kommune og private virksomheder i Danmark, Sverige og Norge.
Projektet løber fra 1.12.2022 til 30.11.2025
Projektet støttes af Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak med 1.595.019 euro
Projektpartnere
Projektet foregår i samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital, Högskolan i Halmstad, Institutet för Hälso- och Sjukvårdsekonomi (IHE), Næstved Kommune, Profil Optik Butikker A/S, Danmark, Synsam Group Sweden AB, Eyecheck System AS og Flåttsenteret ved Sørlandet sykehus HF. Læs mere om partnerne her.